Insight
De 5 afgørende kvaliteter for en succesfuld CIO i 2024
Den accelererende digitale omstilling har gjort rollen som IT-chef vigtigere end nogensinde før.
Det er derfor ikke længere nok bare at have god teknologisk forståelse. Du skal også være en strategisk visionær leder, der kan motivere dine medarbejdere. Du skal kunne forklare komplicerede tekniske koncepter på en måde, så alle lag i forretningen kan forstå det. Og så skal du kunne skabe og formulere en IT-strategi, der spiller sammen med virksomhedens overordnede strategi, samtidig med at du sikrer dig, at I er forankret indenfor cybersikkerhed.
Der bliver altså stillet store krav til dig som CIO. Men det giver dig også muligheden for at få mere indflydelse.
Når vi taler med virksomheder, så er det her de 5 mest efterspurgte kvaliteter hos en moderne CIO:
- Strategisk og visionær: Du kan inspirere og tænke kreativt.
- Lederskab: Du kan motivere medarbejdere og påvirke virksomhedens kultur.
- Forretningsforståelse: Du kan kombinere virksomhedens strategi med IT-strategien.
- IT-sikkerhed: Du sikrer dig, at I som virksomhed er opdateret og forankret indenfor cybersikkerhed.
- Kommunikationsevner: Du kan kommunikere til forskellige målgrupper.
Lad os se lidt nærmere på, hvordan de 5 kvaliteter kommer til udtryk:
1. Strategisk og visionær
Som en moderne IT-chef skal du have en god forståelse for, hvordan IT kan bidrage til virksomhedens overordnede mål.
For IT er ikke længere bare den støtte- eller supportfunktion, som det tidligere har været. De fleste virksomheder er dybt afhængige af IT. Hvordan ville en bank for eksempel klare sig uden IT i dag?
Så som IT-chef skal du kunne:
- Udvikle og implementere en visionær IT-strategi, der er i tråd med virksomhedens strategi.
- Udfordre virksomhedens øverste lag til, hvad IT kan bidrage med i dag og om 5 år.
- Inspirere hele organisationen ved at vise, hvordan IT fundamentalt kan ændre måden, virksomheden arbejder på.
At være en strategisk og visionær CIO er (sammen med lederskab) den mest afgørende kvalitet for virksomhederne. For nogle af de andre kvaliteter, kan du ‘dække’ over med de rigtige mellemledere eller specialister.
Men uden en klar strategisk vision vil det være vanskeligt at drive innovationen i organisationen. Det er nemlig afgørende for at kunne skabe samarbejde og gennemføre projekter. Og så kan det hjælpe med at få hele organisationen, både indenfor og udenfor IT, til at støtte op om forandringerne.
2. Lederskab
Du skal som moderne IT-chef være en stærk leder, der kan motivere og inspirere dit team.
Når I skal implementere større teknologiske ændringer i virksomheden (og det skal I sikkert), vil det unægteligt resultere i nogle op- og nedture for IT-medarbejderne, der står for den implementering. Og her skal du som CIO kunne lede, støtte og motivere dem gennem den proces.
Det er ikke nok, at du kan se, hvordan en innovativ ny teknologi kan ændre måden virksomheden arbejder på.
Du skal også kunne understøtte den organisatoriske og kulturelle forandring – og stå på mål for den.
Vi ved, at det er lettere at implementere en innovativ teknologi, end det er at ændre vaner og kultur. Og den del skal du som IT-chef også kunne bakke op om.
Som eksempel kan vi se på bølgen af opgraderinger til SAP S/4 HANA, der i den grad skaber forandringer, i måden virksomheder arbejder på. Men det kræver, at alle i organisationen kan se fidusen i at ændre på deres rutiner og vaner.
Ellers bliver det bare endnu et IT-system, der mislykkedes i implementeringen.
3. Forretningsforståelse
Det er ikke nok, at du som IT-chef kun er bevidst om IT-afdelingens behov, ønsker og målsætninger.
Du skal også have en god forståelse for, hvad der er hele virksomhedens behov. For det, der står øverst på din agenda, er ikke nødvendigvis det samme, som det, der står øverst på din CEO’s agenda. Derfor skal du sikre, at dine prioriteter spiller sammen med virksomhedens behov.
Det kræver, at du forstår:
- Virksomhedens langsigtede og kortsigtede mål
- De underliggende forretningsgange og mekanismer bag målene
- Hvordan IT kan understøtte virksomhedens mål på den bedste måde.
Det betyder selvfølgelig ikke, at du skal efterkomme alle ønsker uden at stille spørgsmål og være kritisk. Den gode IT-chef udfordrer ønskerne på en konstruktiv måde og sørger for, de passer ind i den overordnede IT-strategi.
Men for at kunne gøre det effektivt, skal du forstå, hvordan en forretning fungerer.
4. Sikkerhed
De seneste år er IT-sikkerhed rykket højt op på CEO’ens agenda – og er derfor også blevet en høj prioritering for CIO’en.
Du behøver ikke være ekspert i IT-sikkerhed og cyberangreb som en moderne IT-chef. Men du skal sikre dig (typisk i samarbejde med CISO), at I er compliant med gældende lovgivning og sikkerhedsstandarder og rapporteringerne bliver eksekveret.
Og selvfølgelig holde dig opdateret på de nyeste teknologiske trends og krav.
Med reelle og aktuelle trusler som cyberangreb fra eksempelvis Rusland har sikkerheden fået et gevaldigt skub opad i prioriteringen. For eksempel er det med NIS2 EU-krav blevet en nationalpligt, at virksomheder kan modstå cyberangreb.
Så din virksomhed ikke mister store summer på samme måde som eksempelvis Maersk gjorde tilbage i 2017, hvor hackerangreb kostede dem et milliardbeløb.
5. Kommunikationsevner
Som moderne IT-chef skal du kunne kommunikere dine budskaber på en klar og forståelig måde.
Både til IT-medarbejderen og til lederen i finance, der har brug for at få det tekniske sat ind i en kontekst, der giver mening for dem.
Ellers kan der opstå en silo-tænkning, hvor de andre faggrupper i organisationen ikke forstår, hvad IT kan hjælpe dem med og gøre nemmere for dem.
Det samme gør sig gældende, når du skal kommunikere med din CEO og bestyrelse. Hvis du ikke kan forklare, hvordan nye teknologier kan understøtte virksomhedens mål, kan du få svært ved at få deres opbakning og støtte – fordi de ikke kan se formålet.
Så du skal altså være i stand til at tage noget komplekst og gøre det letforståeligt for andre målgrupper.
De 5 afgørende kvaliteter kort fortalt
Hvis du gerne vil have succes som en moderne CIO, skal du altså kunne:
- Motivere medarbejdere
- Inspirere og tænke kreativt
- Påvirke virksomhedens kultur
- Forstå virksomhedens forretningsmodel
- Kombinere IT-strategien med virksomhedens strategi
- Sikre at I er opdateret og forankret indenfor IT-sikkerhed
- Kommunikere til forskellige målgrupper på en forståelig måde
Leder du efter en CIO med de 5 kvaliteter?
Så book et møde med os og fortæl, hvad du helt præcist leder efter. Så giver vi et kvalificeret bud på, hvem det kunne være.