Insight
Stereotype fordomme om nørder skræmmer kvinderne væk fra IT-uddannelserne
I 2024 var små 37 procent af ansøgerne på ITU kvinder.
Ser vi på de “hårde” studieretninger som softwareudvikling, global business informatics og data science, så er mændene klart overrepræsenteret:
Studieretning | Procentdel af kvindelige ansøgere i 2024 |
Softwareudvikling | 25 procent |
Global business informatics | 41 procent |
Data science | 35,5 procent |
Men på én studieretning var fordelingen helt lige.
Det drejer sig om digital design & interaktive teknologier, hvor halvdelen af ansøgerne var kvinder. Faktisk var der én kvindelig ansøger mere end mandlige ansøgere, så der er lige akkurat over 50% kvinder. Men her har vi også at gøre med en lidt “blødere” IT-studieretning, hvor interaktioner med mennesker er i fokus.
Hvilket er en bevidst beslutning fra ITU for at tiltrække flere kvinder. Og eftersom IT jo i bund og grund altid handler om, hvordan det kan påvirke mennesker, hvilken forandring det kan skabe i verden, og hvordan vi interagerer med den, så er det godt set af ITU at fokusere mere på, hvad IT betyder og ikke kun, hvad IT er.
Det kan nemlig være med til at tiltrække en bredere demografi til studiet. For vi har netop brug for personer, der kan tænke kreativt og se de store sammenhænge. Dem, der kan bruge deres logik til at løse problemer, men også deres fantasi til at se nye muligheder.
Flere kvinder siger nej
Men for mig er den største øjenåbner, hvor relativt mange kvinder, der vælger at takke nej til en studieplads på ITU, når de får tilbuddet.
I 2023 var det 90% af mændene, der fik tilbudt en plads, der tog imod den. For kvinderne var det ‘kun’ 77,5%.
I 2024 blev det lidt bedre. Her tog 93% af mændene imod tilbuddet, mens det hos kvinderne var 84%.
Men der er stadig markant flere mænd, der takker ja, end der er kvinder. Hvordan kan det være?
Jeg har 4 bud. Og de handler grundlæggende om, at vi ikke er gode nok til at fortælle om de muligheder, der rent faktisk er inden for IT:
1. Fordommene om de kiksede nørder lever stadig
Hvis du nævner, at du har en ven, der arbejder med IT, så vil de fleste nok forestille sig en mand.
Måske en lidt halv-kikset introvert udvikler med headset, der spiller Counter-Strike hele natten, mens han drikker Red Bull og glæder sig til at spille Dungeons & Dragons i weekenden.
Det kan selvfølgelig få nogle kvinder til at føle, at de ikke passer ind blandt de andre på studiet. De frygter måske at blive isoleret i studiemiljøet og ikke kunne være en del af det sociale fællesskab.
Og hvis de fleste har den stereotype forestilling, så kan det være, de er bekymret over, hvad andre tænker om dem, når de har valgt den studieretning. Og de ønsker måske ikke at skulle “forsvare” deres valg, hver gang de får spørgsmålet: “Nå, hvad læser du så til?”
Lad os først lige slå fast: Selvfølgelig er der mænd på IT-studiet, der passer til beskrivelsen af den introverte nørd. Det er klart.
Men som headhunter støder jeg på mange forskellige typer i IT-branchen. Og vi har brug for et bredt udsnit af befolkningen, hvis vi skal løse de problemer, IT skal løse i fremtiden.
2. Bekymringer om et mandsdomineret arbejdsmiljø
I forlængelse af fordommene om de introverte nørder er det naturligt at kvinderne kan være bekymret for at komme ud i en mandsdomineret branche fyldt med mandschauvinistiske jokes, elendig work-life balance og fællesskaber, som de ikke rigtigt må være en del af.
For de fleste kvinder lyder det ikke særlig tiltalende (og det gør det nok heller ikke for de fleste mænd).
Og igen må jeg lige slå fast: Ja, den type virksomheder eksisterer selvfølgelig stadig. Men der bliver længere og længere mellem dem.
For virksomhederne har selvfølgelig også indset at den tilgang kan skræmme nogle af de dygtigste kandidater væk.
Så der er langt flere arbejdsmiljøer, hvor der er mere fokus på de rigtige værdier, at man skaber en forandring i verden og at man kan hente lille Oliver i børnehaven før klokken 16.00.
For det efterspørger kvinderne – og mændene.
3. Usikkerhed om udviklingsmuligheder
Det kan måske være vanskeligt at se, hvilke udviklingsmuligheder der er inden for IT. Ja, du kan blive senior, men hvad så?
Det giver muligvis en følelse af, at det bare vil være “mere af det samme”. Og her er kvinder måske mere tilbøjelige til at ville prøve nogle forskellige ting af i deres karriere, end mænd er. Det leder mig igen hen til, at vi ikke får fortalt nok om, hvad du rent faktisk kan bruge en IT-uddannelse til.
For mulighederne er mange. Du kan for eksempel blive:
- Data scientist, der har en videnskabelig tilgang til at skabe mening ud af enorme mængder data
- IT projektleder, der skal have overblikket, når der skal implementeres nye IT systemer
- IT-arkitekt, der designer løsninger i overensstemmelse med IT og forretningens mål.
De er alle sammen stillinger, der ikke kun kræver, at du er god til at kode eller arbejde med backend. Her kan der komme en række af forskellige kompetencer i spil for at skabe bedre løsninger for virksomheden eller organisationen.
4. Måske har de bare fået et bedre tilbud
Det kan selvfølgelig heller ikke udelukkes, at kvinderne bare har fundet ud af, at de hellere vil gå en anden karrierevej, i den mellemliggende periode. Men hvis nogle af de bud, jeg er kommet med, er rigtige, så er det muligt, at de har taget den vurdering på et falskt grundlag.
Hvis fordommene om den stereotype nørd, et mandschauvinistisk miljø og begrænsede udviklingsmuligheder er fremherskende, så giver det god mening, at kvinder vælger en anden retning. For det lyder heller ikke som en branche, jeg har lyst til at være en del af.
Og her er problemet så bare, at det slet ikke er sådan, jeg ser branchen som headhunter inden for IT gennem mere end 15 år. Der er sket en enorm udvikling, hvor virksomheder og medarbejdere i højere grad lægger vægt på et godt og fleksibelt arbejdsmiljø, at man har de samme værdier og at trivslen er god.
Det sker ikke på bekostning af gode resultater. Det er netop med til at skabe gode resultater både nu og her og på længere sigt.
Bekæmp fordommene med den virkelige historie om IT
Det er i alles interesse, at der kommer flere kvinder ind på IT-uddannelserne. Det er godt for de studerende, for universiteterne, for virksomhederne og – hvis vi skal være lidt højtflyvende – samfundet generelt.
Og vi er allerede godt på vej. Jeg ser flere og flere kvinder i branchen, og der kommer også flere ind på studierne i dag, end der gjorde for bare 10 år siden. Men vi har stadig lang vej endnu, før der er en mere ligelig fordeling mellem kønnene.
Derfor synes jeg først og fremmest, at det er en god idé at fortælle om, hvordan IT kan være med til at løse problemer for mennesker. Hvad IT betyder og ikke kun, hvad IT er.
Dernæst skal vi have aflivet de sejlivede fordomme om IT-branchen og vise, at den er meget mere end nørder i en kælder.
Det kræver, at vi i højere grad fortæller, hvordan branchen rent faktisk ser ud i dag. Og ikke hvordan, den måske så ud for 20 år siden.
For vi har brug for alle slags mennesker for IT. For de kommer alle med forskellige perspektiver, der kan være med til at skabe bedre løsninger for fremtiden.